Diagnosen på hårtab
Et besøg hos lægen kan afgøre det, hvis du er usikker
En læge kan med sikkerhed fastslå, om du lider af hormonelt betinget hårtab, eller om det skyldes andre årsager. Følgende tre metoder anvendes til at stille en diagnose:
Blodprøve
En blodprøve kan afgøre, om der findes underliggende medicinske årsager til hårtabet. For eksempel kan unormale hormonniveauer i blodet føre til hårtab. Du skal også få undersøgt, om du lider af jernmangel, da jern er vigtigt for et sundt hår.
Trichogram
Hvis man lider af androgen alopeci, vil der være færre hår i tilvækstfasen end hos personer med normalt hår. Ved hjælp af et trichogram kan lægen få oplysninger om røddernes tilstand og se, hvilken fase håret befinder sig i på det pågældende tidspunkt. Desuden plukkes en tot hår af (mindst 60 enkelthår) fra et område på hovedet, og rødderne undersøges i mikroskop. En lav procentdel af hår i tilvækstfasen tyder på hårtab. For at få et så godt resultat som muligt bør håret være vasket et par dage inden udførelse af et trichogram. Overdreven styling af håret kan give et misvisende resultat af trichogrammet.
Trichoscan
Trichoscan er en "moderne" variant af trichogram. Ved hjælp af et specielt elektronisk kamera beregnes følgende: Antal enkelthår, andelen af hår i tilvækst eller i hvilefase, hårets tilvæksttakt samt hårets tykkelse og densitet. Et antal enkelthår barberes i forvejen af fra et markeret område på hovedet. Dette område fotograferes efterfølgende. Efter ca. 3 dage fotograferes området igen. Nu optælles de enkelthår, der er vokset ud i løbet af de sidste dage, samt de rødder, der ikke er vokset hår ud fra. Ud fra disse to tal beregnes den procentvise andel af håret, som vokser, og derved kan man få et indtryk af hårtabet. Hvis der er mere end 85 % af håret, som vokser, er der ikke tale om hårtab. Ved lavere værdier kan der være tale om hårtab.
Hvor kan jeg få professionel hjælp?
Søg hjælp hos lægen eller på apoteket.
Dermatologer er specialister inden for behandling af hårbunden og inden for de forskellige behandlingsmuligheder, der findes ved hårtab. Apoteket kan normalt også svare på spørgsmål om hårtab. Ved besøg hos lægen er det en god idé at være forberedt, så det bliver lettere for lægen at stille diagnosen. Gennemfør eventuelt en hårsamlingstest derhjemme, inden du går til læge.